4. Nov. 2017 - Flere Varebiler Udbrændte I En Voldsom Brand På Trianglen I Kolding.

4. Nov. 2017 Kl. 21.01

Blev Trekantbrand St. Kolding kaldt til en voldsom brand på Trianglen i Kolding.

Der var gået ild i flere varevogne, og branden var ved brandvæsnets ankomst så kraftig at der blev sendt bud efter en ekstra autosprøjte og tankvogn.

Brandfolkene fik hurtigt lagt nogle slanger ud, og gik straks i gang med at slukke ilden.

En hurtig og professionel indsats af brandfolkene forhindrede branden i at brede sig til selve værkstedet.

Varmen fra branden havde smeltet vinduerne i portene til værkstedet, og andre biler som stod et stykke fra branden havde fået skader, lister på dørene samt plastik på kofanger og sidespejle var smeltet.

Da ilden var slået ned og stort set slukket kunne man konstatere at 8 varebiler var udbrændte, og flere andre biler havde fået skader pga. strålevarmen, også værkstedet havde fået skader på portene og lidt i taget.

Årsagen til branden var sidst på aftenen ukendt, politiet skal nu i gang med at finde en årsag til branden.

Lørdag, 4. november 2017